Grill

Hvorfor nu en side om grill? Kan man overhovedet udfylde særligt meget med noget om grill? Svaret på det sidste spørgsmål er et stort og rungende JA!

Svaret på det første spørgsmål er, at vi tilbage i 2006 var oppe at spise hos Lindas daværende chef, hvor vi fik det lækreste grillmad. Pølser, ribben, hjemmebagt brød og den lækreste kalveculotte vi nogensinde havde fået. Indtil da havde grillmad for os været noget vi stort set tvang os selv til at lave et par gange om året fordi: "Det er sommer, og der griller man altså". Det blev til det, der sikkert for mange er standarden, nemlig brankede, revnede pølser og koteletter, der udenpå var forkullede og indeni nærmest rå. Det er derfor ingen overdrivelse at sige, at vi absolut ikke var entusiastiske grillere her i huset. Hvad var så forskellen på vores og deres grillmad? Forskellen var grillen. Vi havde indtil da en almindelig dødelig kassegrill. Chefen havde en Weber.

Vi havde selvfølgelig hørt om og set Webergrills, men syntes helt ærligt, at det var fuldstændig til grin at ofre så mange penge på en tingest til at ødelægge et par måltider om året med. Men efter at have spist middagen dagen før blev vi enige om, at sådan en måtte vi bare have.

Så startede den vilde jagt på den billigste Weber vi kunne finde, for vi syntes stadig, at det var en dyr tingest. Stig kørte med retning mod nærmeste byggemarked for at se, hvad sådan en kostede, og Linda kastede sig over Nettet for straks at finde priser og oplysninger om, hvordan man egentlig laver mad på en Weber. Så faldt Linda over dagens tilbud og ringede til Stig. "Hvor er du henne". "Jeg er på vej ind til Bauhaus". "Kør du bare videre, du skal i Computer City". "Hvad skal jeg dér". "Ja, hvad var det egentlig du kørte i byen efter". "En Weber, men det kan man da ikke få i Computer City". "Det kan man så nu". Og det kunne man. Stig var ved at omkomme af grin, da han kom slæbende ud fra Computer City med en stor papkasse med Weber-logo udenpå og en 57 cm One Touch Gold indeni, for kunderne der var for indadgående var ved at dreje hoved ad led, for at stirre efter ham. Og det forstår man jo egentlig godt.

Vel hjemkommet fik vi samlet grillen og gjort klar til grillning. Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe, og derfor lagde vi ud med at grille en flæskesteg, som netop var taget ud af fryseren. Der var alle tegn i sol og måne på, at vi ville mislykkes på det groveste, et par totale novicer med en stivfrossen steg og ingen anelse om, hvordan man skulle grille sådan en. Vi skal hilse og sige, at det endte med at blive den allerbedste flæskesteg, vi nogensinde havde smagt (siden har vi lavet flæskesteg mange gange, og altid med det samme gode resultat).

Selvfølgelig er det endt med, at det ene har ført det andet med sig, og nu er vi ejere af endnu en grill, en Weber Q300 gasgrill, og diverse tilbehør, som man jo bare ikke kan forstå, at man har kunnet levet uden.

Foruden grillen, hvad har så bidraget til vores mange succesoplevelser? Det er der et helt klart og tydeligt svar på, nemlig Grillguru.dk. Det er ubetinget Danmarks allerbedste grillside med super opskrifter, hjælpsomme medlemmer og så selvfølgelig Guruen selv. Prøv selv at kigge indenfor og se!